Skrivning i klasseværelset: tjekliste før du vælger en skriveopgave

Hvem skal læse teksten, og hvorfor?

Den første ting, jeg spørger mig selv om, er, hvem teksten egentlig skrives til. En elev, der skriver til læreren alene, skriver ofte for at blive bedømt. En elev, der skriver til en klassekammerat, en forælder eller en lokalavis, skriver for at blive forstået. Det er to vidt forskellige øvelser, og de kræver hver sin opgaveformulering.

Når du ved, hvem læseren er, kan eleven træffe hundrede små valg uden at spørge dig: hvor meget skal forklares, hvilke ord er for tunge, hvor kan det blive kortere. Uden en læser bliver de valg til gætværk, og gætværket ender som fyldord og lange indledninger.

Skriv derfor læseren ind i selve opgaveteksten. Ikke som pynt, men som en konkret person eller gruppe med en konkret grund til at åbne teksten. Det kræver et par minutters ekstra forberedelse, men det løfter kvaliteten mærkbart i de første afleveringer.

• Hvem læser teksten, udover dig?
• Hvad skal læseren kunne bagefter?
• Hvilken tone passer til netop denne læser?

Er opgaven lille nok til at kunne lykkes?

Mange skriveopgaver fejler, fordi de er for store. En opgave om klimaforandringer eller om venskab giver eleven alt for mange veje, og de fleste vælger den bredeste, fordi den føles tryg. Resultatet er en tekst, der siger lidt om alting og intet om noget bestemt.

Jeg foretrækker opgaver, som kan afgrænses i en enkelt sætning. Beskriv, hvordan den mest brugte genstand i hjemmet fungerer. Forklar en regel fra fodboldbanen for en, der aldrig har set en kamp. Små rammer tvinger til præcision, og præcision er netop det, vi vil træne.

Spørg dig selv, om en elev kan nå fra første til sidste punktum på den tid, du har afsat. Hvis svaret er nej, så skær opgaven ned, før du deler den ud. Det er langt bedre at få en kort tekst, der hænger sammen, end en lang, der opgives halvvejs.

Ved eleverne, hvad en god tekst ligner?

Elever skriver bedre, når de har set et eksempel på, hvad der forventes. Ikke en facitliste, men en tekst af samme slags, som de kan læse kritisk først. Lad dem finde ud af, hvad der virker, og hvad der falder igennem, inden de selv går i gang. Den kritiske læsning er halvdelen af skrivningen.

Det kan være en kort tekst, du selv har skrevet, eller en anonymiseret tekst fra et tidligere hold. Bed eleverne om at markere to steder, hvor de blev hængende, og to steder, hvor de glemte, de læste. Den samtale giver dem et sprog for kvalitet, som de kan bruge på deres egne tekster.

Pas på med at præsentere kun fejlfrie modeller. Elever, der kun ser færdigpolerede tekster, tror, at gode skribenter ikke ændrer noget undervejs. Vis gerne et første udkast ved siden af slutresultatet, så de kan se, at klarhed bliver til gennem redigering.

• Hvilket eksempel kan eleverne læse først?
• Kan de pege på, hvad der virker i det?
• Har de set både udkast og færdig tekst?

Hvordan får eleverne respons undervejs?

Respons, der først kommer efter aflevering, rammer ofte for sent. Eleven har lagt arbejdet bag sig og læser kommentarerne som en karakter, ikke som en vejledning. Planlæg i stedet et eller to stop undervejs, hvor teksten stadig kan ændres, og hvor en kort bemærkning faktisk gør en forskel.

Det behøver ikke altid komme fra dig. Par af elever kan læse hinandens første afsnit og svare på tre enkle spørgsmål: hvad handler teksten om, hvad var uklart, hvad vil du gerne vide mere om. Spørgsmålene er neutrale og få, og de gør responsen mulig for dem, der ikke er vant til at give den.

Fortæl eleverne, hvad du ikke kommenterer. Hvis du lader stavefejl ligge i første runde og kun taler om opbygning, mærker de, at der er en rækkefølge i arbejdet. Det tager presset af og gør det lettere at turde skrive noget uperfekt.

Hvad vil du egentlig bedømme?

Inden opgaven går ud, bør du kunne sige, hvad du kigger efter, når teksterne kommer tilbage. Er det klarhed, opbygning, argumentation eller sprogrigtighed? Hvis du vil bedømme det hele på én gang, ender du som regel med et indtryk i stedet for en vurdering, og eleven ved ikke, hvad hun skal arbejde videre med.

Vælg to eller tre kriterier, og fortæl dem åbent. Jo færre, desto tydeligere bliver tilbagemeldingen. En elev, der får at vide, at hendes indledning kom til sagen på anden linje, men at hendes afslutning gentog det hele, har noget konkret at tage med sig.

Det hjælper også at skille det tekniske fra det indholdsmæssige. En tekst kan have mange komma- og stavefejl og stadig være klar og vedkommende. Lad eleverne mærke, at du ser forskel, for ellers lærer de, at skrivning mest handler om at undgå fejl.

• Højst tre kriterier pr. opgave
• Fortæl dem, inden eleverne begynder
• Skil indhold og sprogrigtighed ad

Hvad sker der med teksten bagefter?

En tekst, der kun ender i en bunke på lærerens skrivebord, mister meget af sin værdi. Overvej, hvad der kan ske med den, når den er færdig. Kan den læses op, hænges op, samles i et hæfte eller sendes til den, den var skrevet til? Selv en lille offentliggørelse ændrer, hvordan eleverne passer på deres sætninger.

Giv også plads til en kort runde efter respons. Lad eleverne ændre ét afsnit på baggrund af det, de har fået at vide, og skrive to linjer om, hvad de ændrede og hvorfor. Det gør redigering til en vane og ikke til en straf.

Til sidst kan du selv notere, hvad opgaven lærte dig. Blev formuleringen forstået, var tiden rigtig, ramte kriterierne det, du ville se? Næste gang du læser denne tjekliste, har du allerede din egen version at justere.