Stilladsering: hvad ordet betyder, når elever skal skrive

Et ord fra byggepladsen

Når man taler om at skrive i klasseværelset, dukker ordet stilladsering hurtigt op. Det er lånt fra byggepladsen, og billedet passer bedre, end man skulle tro. Et stillads er ikke selve huset. Det er en midlertidig konstruktion, der gør det muligt at arbejde i højden, og som tages ned, når væggene kan stå selv.

På samme måde er stilladsering i undervisningen den støtte, en lærer giver, mens eleven endnu ikke kan klare opgaven alene. Støtten er planlagt, den har et formål, og den er beregnet på at forsvinde igen. Det sidste er det vigtigste. Hjælp, der aldrig trækkes tilbage, ender med at blive en krykke.

Jeg underviste i dansk i mange år, og jeg brugte ordet længe uden helt at have tænkt over, hvad det forpligtede mig til. Det gjorde jeg først, da en kollega spurgte, hvornår jeg plejede at tage stilladset ned.

Hvad stilladsering ikke er

Der er flere misforståelser, som er værd at rydde af vejen. Stilladsering er ikke det samme som at gøre arbejdet for eleven. Hvis læreren skriver den første sætning, retter alle fejl og foreslår hver ny vending, er det ikke støtte, men overtagelse. Eleven afleverer en bedre tekst, men har lært mindre.

Det er heller ikke det samme som lette opgaver. En opgave kan være svær, og stilladset gør den alligevel mulig. Pointen er, at eleven strækker sig, men har noget at holde fast i undervejs.

Endelig er det ikke en metode, der kun gælder de svageste elever. Selv erfarne skribenter bruger stilladser: en disposition, en tjekliste, en læsende kollega. Forskellen er, at de har valgt dem selv.

• Støtte med en slutdato, ikke permanent hjælp
• Opgaven forbliver svær, men bliver mulig
• Eleven gør selv det, eleven kan gøre selv

Tre slags støtte, du kan bruge på mandag

Det konkrete er, at stilladser kan tage mange former. Den første er en ramme, for eksempel en tekst med tomme felter eller en opskrift på en kort argumenterende tekst: påstand, begrundelse, eksempel. Rammen fjerner det første blanke ark og giver eleven noget at fylde ud.

Den anden er en model. Du viser en god tekst af samme slags og taler om, hvad den gør, linje for linje. Eleverne får et billede af målet, og de kan pege på det, når de selv skriver.

Den tredje er en samtale. Før eleven skriver, fortæller hun højt, hvad teksten skal sige. Mange opdager, at de allerede ved mere, end de troede. Det er ofte nok til at få den første sætning på papir.

At trappe støtten ned

Selve kunsten ligger i nedtrapningen. Et stillads, der står for længe, hæmmer lige så meget, som et der fjernes for tidligt. Jeg plejer at tænke i tre trin: først viser jeg, så skriver vi sammen, og til sidst skriver eleven selv, mens jeg kigger med.

Mellem trinene må man kunne se noget i elevens tekster. Kan hun stadig bruge rammen uden at kigge på den? Bruger hun selv ord fra modellen? Så er det tid til at fjerne et stykke af stilladset.

Det kan føles risikabelt at tage støtten væk, især når en klasse er blevet tryg ved den. Men en tekst, der ikke er helt god, og som eleven har skrevet selv, lærer hende mere end en pæn tekst, hun har fået hjælp til.

• Vis først, skriv sammen derefter, lad eleven skrive selv til sidst
• Fjern ét element ad gangen, ikke alt på én gang

Når stilladset skal stå lidt længere

Nogle elever har brug for støtte over længere tid, og det er helt i orden. Elever, der skriver på deres andet sprog, elever med læsevanskeligheder og elever, der er bange for at begå fejl, har sjældent gavn af, at man hurtigt trækker tæppet væk.

Her handler det om at gøre stilladset mindre synligt frem for at fjerne det. En ramme kan blive til tre stikord i marginen. En model kan blive til en tekst, eleven selv har skrevet tidligere og er stolt af. Støtten flytter fra papiret ind i hovedet.

Det vigtige er, at du ved, hvorfor støtten er der, og hvad den skal føre til. Hvis svaret er, at det plejer vi bare, så er det på tide at kigge efter, om stilladset egentlig passer til huset.

Sådan spørger du dig selv

Når jeg planlægger en skriveopgave, stiller jeg mig tre spørgsmål. Hvad skal eleverne kunne bagefter, som de ikke kunne før? Hvilken støtte gør det muligt at nå derhen? Og hvordan ser jeg, at støtten kan fjernes?

Det tredje spørgsmål er det, de fleste springer over. Men uden et svar på det bliver stilladset let til en vane, og vaner er svære at tage ned.

Prøv det næste gang du giver en opgave. Skriv ned på forhånd, hvad du vil se i elevernes tekster, når de ikke længere har brug for hjælpen. Så ved du, hvornår du skal gribe skruenøglen.